Cxense Display

Historisk, fredet domicil

Beliggende i Carlsberg Byen


Ejendommen ”Det Grå Hus” er fredet og beliggende i Københavns nye og populære bydel Carlsberg Byen. Den historiske bygning, der med sin fine beliggenhed nær elefantporten, er et fremtrædende domicil og en af bykvarterets perler i Carlsberg Byens byrum. Bygningen er præget af smukke udsmykninger og arkitektoniske detaljer, skabt af den kendte arkitekt Hack Kampman og udført af Karl Hansen Reistrup, som er med til at gøre ejendommens udtryk helt unikt. Navnet ”Det Grå Hus” er fra nyere tid. Oprindeligt blev huset omtalt som ”Kvaltek”, en forkortelse af Kvalitetteknisk Laboratorium, idet en del af bygningen tidligere husede et af Ny Carlsbergs laboratorier. Den flotte hovedindgang giver adgang til pompøs hall med stor åben trappe og højt til loftet. Hallen ligger i den ældste del af bygningen, der er opført i 1875. Den er udsmykket med historie fra tiden, hvor Carlsberg ejede bygningen og over indgangsdøren til bygningen ses Ny Carlsbergs varemærke og Carl Jacobsens valgsprog ”Semper Ardens” – altid brændende. Små detaljer som dørgreb udformet som elefanthoveder giver bygningen sin historie og særpræg. Ejendommen er indrettet med mange rum i forskellige størrelser fordelt på flere etager. Der er mange lette vægge, som gør, at indretningen kan ændres efter behov. Yderligere opdeling af bygningen vil også være muligt, da der er flere indgange og trappeopgange til de forskellige etager. Ejendommen blev i 1882 købt af Carl Jacobsen og anvendt til administration for Ny Carlsberg. I 1901 blev den udvidet med den nordlige fløj, der blev anvendt til yderligere administration og laboratorie. Udover de nævnte anvendelser har ejendommen været benyttet til beboelse for de ansatte. Ejendommen indgår i lokalplanen i et delområde med 3 andre bygninger, hhv. Håndværkerbygningen, Bryghuset og Dipylon Hus. Såfremt min. 60% af disse bygningers samlede areal anvendes til institution, kulturelle formål eller kollektive anlæg, kan de resterende arealer konverteres til boliger. Dette krav synes allerede at være opfyldt, hvorfor der planmæssigt ikke bør være noget til hinder for en boligkonvertering. Kvarteret består generelt af en god blanding af moderne arkitektur og ældre charmerende bygninger. Ved siden af ”Det Grå Hus” er opført tre helt nye og moderne bygninger ”Ottilia Hus”, ”Jacobsens Hus” og ”Laura Hus” hvis anvendelse primært vil være kontor med butikker i stueplan og boliger på de øverste etager. Fra ejendommen er der udsigt til en af Carlsberg Byens smukkeste pladser ”Bag Elefanterne”, ligesom der også vil være adgang til kvarterets grønne arealer. Ejendommen udbydes i en åben proces med opfordring til afgivelse af købstilbud.


Info

  • Sag CUKK90001
  • Type Investeringsejendom
  • Kategori Kontor
  • Etageareal 1.964 m2
  • Kontantpris 45.000.000 kr.
  • Nettoleje p.a 0 kr.
  • Ejerbetalte omkostninger 242.238 kr.